Af Jørgen Færch, formand for Middelfart Badminton Klub
 

Et af Middelfart Badminton Klub absolut største klubkoryfæer er gået bort. Ove Elmkjær blev 83 år. Da jeg selv kom i klubben første gang tilbage i 1971, var Ove en institution i klubben som alle kendte. Ove var altid en person, som nød alles store respekt, også selvom man ikke kendte ham særlig godt.
 
Ove var en, som alle vi unge kom til at lære at kende på den ene eller anden måde – Ove var altid parat med et godt råd og input til hvad man kunne gøre i en given situation på banen. Der kom Ove ofte på sin egen stille facon og hjalp til.

Det var først senere, jeg selv fandt ud af, hvor stor en rolle Ove havde spillet i klubbens historie – det være sig både på banen, hvor Ove var en meget habil og dygtig mix og herredouble spiller, men ikke mindst også som frivillig i foreningslivet. Helt tilbage fra klubbens stiftelse i gymnastikhallen på Vestre Skole og efterfølgende i overførelsen af Badmintonhallen i Middelfart, som blev opført ved frivillig arbejdskraft af klubbens medlemmer, var Ove en vigtig brik.

Det er derfor meget naturligt at Ove´s hjerte brændte for MBK. Ove satte altid klubben forrest, da det var sammenholdet og engagementet, som lå Ove meget på sinde. Dette viste Ove også gennem sit mangeårige engagement i bestyrelsen i klubben.

Selv efter Ove stoppede med turneringsbadminton på klubbens 1. hold, var Ove ofte en nysgerrig gæst til MBKs hjemmekampe, hvor han gerne fulgte holdets kampe. I flere år har det også været med Oves børn og børnebørn på holdet. Men selvom de ikke var med, kom Ove tit forbi.

Selv efter at Ove stoppede på turneringsplan, stoppede Ove aldrig med den elskede sport, idet han fortsatte som motionist. Ove var altid at finde i hallen hver tirsdag aften i sæsonen fra kl. 18.30 – 20.30, hvor der blev spillet double, sammen med 10-12 andre ligesindede. Der skulle meget til at holde Ove væk fra dette, så mangt et elastikbind har været brugt til at ”holde sammen på benene”, så han kunne være med. Efter spillet var der altid plads til lidt rafling i kantinen – en god tradition og godt for sammenholdet.

Der skal her lyde stor tak til specielt Lisa, som gav Ove plads til sit store engagement i klubben. Ove vil være savnet, og MBK er blevet et af sine meget få æresmedlemmer fattigere.

Æret være Ove Elmkjærs minde

Hold i dag

Følg med

Nyheder - Vis alle

Events - Vis alle

Instagram